Jeg drømmer om et samfund, hvor generationerne lever sammen og kommer hinanden ved i hverdagen.

I Gentofte kommune er vi dygtige til at fylde hylderne med tilbud til ældre mennesker med teater, musik og gymnastik.

Men vi overser noget grundlæggende: At disse tilbud ikke nødvendigvis skaber et godt ældreliv.

Jeg møder mange ældre mennesker, som i deres hverdag savner social kontakt efter ægtefællens og venners bortgang. Så går man ikke bare til dans. Så er det ensomheden, der bider. Og når man først er blevet ensom, blive det endnu sværere at række ud og komme ud.

Problemet er, at vi forvalter samfundet i siloer, og det sætter sig i kulturen. Ældreboliger, børnehaver, skoler og erhvervsliv er adskilt led i samfundet. Og det er en stor skam, for jeg tror fuldt og fast på, at vi kan være meget mere for hinanden, hvis vi gør det lettere at være det.

Når vi for eksempel bygger legepladser og madpakkehuse i kommunen, skal de da placeres tæt ved plejehjemmene, så de ældre beboere let kan nyde et besøg fra børnehaven i stedet for at se det fintrimmede græs gro.

Vi har samtidig en masse unge mennesker i Gentofte kommune, som dyrker fritidsinteresser som at spille musik eller teater, som altid kan bruge et lokale at øve i. Hvorfor ikke sørge for, at plejehjemmenes fællesområder kan benyttes til det?

Den røde tråd i det her er ikke, at vi som kommune skal bekoste store summer, men at vi gør det meget nemmere at integrere samfundet i et langt stærkere fællesskab, der kommer alle til gode.

Derfor foreslår jeg også, at vi i Gentofte kommune opretter en enhed af få frivillige koordinatorer, der sættes i verden for at række ud på tværs af samfundets siloer og sætter foreninger og institutioner i forbindelse med hinanden, ordner logistik, indsamler viden og gør det let for frivillige kræfter at udfolde sig i Gentofte kommune, til større bredere glæde for alle.

Der er allerede et væld af lokale initiativer, som drives af lokale kræfter uden kommunen detailstyrer. Et godt eksempel i forhold til vores ældre medborgere er Drømmeløberne, som Gentofte kommune bør investere i at udbrede.

En drømmeløber taler med ældre mennesker om, hvad de kunne ønske sig at opleve, som kan være svært at realisere helt på egen hånd. Drømmene sættes i en slags udbud, andre borgere i kommunen kan hjælpe med. 

Jeg har selv deltaget, hvor to ældre mænd drømte om at komme ud at sejle. Her meldte Peter sig som skipper, men han manglede en matros til turen, og pludselig var Kjeld, Søren, Peter og jeg ude at sejle i Øresund. Uden det kostede en skattekrone. Et win-win for alle.

Det sværeste er, at vi som kommune skal hjælpe uden at tage ejerskabet alene, men i stedet indtage rollen  som hjælper - på lige fod med borgerne. Erfaringen tilsiger nemlig, at en frivillig koordinator kan løfte en hel indsats ved at skabe overblik og struktur, og så lade det være op til borgerne at skabe værdien sammen.

Vi skal ikke arrangere og systematisere al velfærd. I mange tilfælde kan vi investere og få mere igen på længere sigt, hvis ansvaret kommer tilbage i hænderne på dig og mig. Som kommune kræver det, at vi træder et skridt tilbage, og at vi tør tænke langsigtet.