Væk med ungdomsdruk og gruppepres
Alkohol er en del af mange børns opvækst. Vi ser de voksne skåle og smager måske selv, længe før vi forstår, hvad det gør ved os.
Så kommer puberteten, og alt ændrer sig. Ens relationer, tanker og krop forandres, og mange børn, der bliver til unge mennesker, prøver at finde deres udtryk i andet og mere end at sparke til en bold eller danse sin yndlingsmusik.
Midt i forvirringen dukker en flaske op med procenter i. Lige til tiden med akavede følelser, der kan bedøves i alkohol. De færreste finder balancen, for vi vil – især i den alder – for alt i verden passe ind.
Men problemet er ikke alkohol. Problemet er kulturen. Eller manglen på samme.
De unge mangler os forældre. Også selvom de måske ikke siger det. Vi forældre mangler at stå mere sammen om at hjælpe de unge til at vælge druk og gruppepres fra.
I Gentofte kommune oplever jeg, at der er mange forskellige aftaler derhjemme om alkohol, og det bør selvfølgelig være helt op til jer i den enkelte familie at vælge jeres egen vej. Det vigtigste er at tage stilling..
For vi ved, at noget af det mest effektive er, når forældre sætter en alkohol-grænse for deres børn. Det giver en pejling mod et mere balanceret syn på, hvad der er normalt. Og det gør unge trygge, fordi de mærker at der er voksne, der tør tage ansvar og tør passe på dem.
I dag ved vi, at over fire genstande ved samme lejlighed gør permanent skade på hjerne og krop. Og vi ved, at 56 procent af danske unge drikker på en måde, de ikke har lyst til. Alligevel er det kun 41 procent af danske forældre, der laver aftaler med deres børn om alkohol.
Som psykolog hører jeg mange forældre spørge, om risikoen ikke er, at man kommer til at udelukke barnet fra fællesskaberne. Et meget relevant spørgsmål, for det viser netop behovet for forandring mod en kultur, hvor ingen behøver gøre præcis som fællesskabet – og stadig være en del af det. Det sker bare kun, hvis vi forældre sætter grænser og laver aftaler i fællesskab.
Ellers kender vi konsekvenserne. For barnets hjerne og indlæring, for black out, berusede beslutninger, overskridelse af intime grænser og større risiko for afhængighed senere i livet.
En tryg ungdom i Gentofte kommune kræver derfor, at vi forældre kommer mere på banen og taler med hinanden og understøtter de individuelle aftaler i familierne.
Jeg mener hverken, at familierne skal overlades til dem selv, eller at Gentofte kommune bør løse alle problemer. Kommunens ansvar er at styrke familierne til at sætte grænser i fællesskab. Fordi vi ved, at det virker.
Vi skal investere i at give jer forældre den rette viden og værktøj, så I lettere kan skride til fælles handling.
Netop det fælles er vigtigt, for jeg møder mange forældre, der selv frygter at stå udenfor. At være hende eller ham den irriterende forælder, der taler højt om problemerne og kræver løsninger. Men hvordan skal vores børn lære at træffe et selvstændigt valg om alkohol, når vi forældre ikke tager større ansvar?
Derfor mener jeg, at Gentofte kommune bør have en aftaleskabelon til skoleklasserne, som kan starte samtalen i hver forældregruppe om alkohol. En samtale, der med fordel allerede kan tage sin begyndelse ved femte klassetrin. Så undgår vi, at virkeligheden overhaler, og i stedet er der god tid til at finde hinanden blandt forældrene i klassen.
I dag får alle forældre med børn i slutningen af sjette klassetrin en invitation til et oplæg fra det kriminalpræventive samarbejde, der hedder SSP. Som forælder har jeg selv været til oplægget, som efterlod en del at ønske.
Man er ikke tydelig nok om, hvor kategorisk dårligt det er for unge at starte med at drikke tidligt og at alkohol ikke hører hjemme i folkeskolen, men det er på baggrund af dette oplæg, at mange forældregrupper må tage diskussionen og selv finde løsninger. Vel at mærke uden yderligere vejledning eller skabelon for processen, uden de gode argumenter for og forslag til at lave forældreaftaler i klasserne.
Som kommune skal vi ikke bestemme over jer som familie. Vi skal bestyrke jeres rolle som forældre, så hver familie, hver forældregruppe kan træffe informerede valg med indiskutable, positive konsekvenser for jeres børn.
Den hjælp forpligter jeg mig til, at I forældre får.