Der er én periode i livet, der betyder mere end alle andre. De første 1.000 dage i et barns liv er helt afgørende for dets udvikling. Det er her barnets evne til at føle sig tryg, regulere sig selv og knytte sig til andre begynder. Det er også her hjernen vokser mest og hurtigst: Når et barn bliver født, er dets hjerne kun omkring 25 procent så stor som en voksenhjerne – men i løbet af de første tre leveår vokser den til omkring 80 procent af voksenstørrelsen. Hvis vi vil forebygge mistrivsel, psykisk sygdom, relations vanskeligheder for resten af livet – så er det i barnets første 1000 dage, vi skal sætte ind.

I barnets første måneder er hjernen fuldstændig åben. Det lille nervesystem forsøger at finde ud af, om verden er et godt sted at være. Om det bliver mødt, når det græder. Om der er nogen, der smiler tilbage, når det søger kontakt. Når barnet bliver spejlet af en rolig, nærværende voksen, lærer det gradvist at finde ro selv. Men hvis ingen kommer – hvis barnet bliver overladt til sig selv – så skaber det utryghed. Og den utryghed sætter sig i hele systemet.

Derfor er det helt oplagt, at vi styrker sundhedsplejen og gør forældrevejledning til en fast del af de første år. Mange forældre vil gerne gøre det rigtige – men det kan være svært at vide hvordan, når gråd, søvn og usikkerhed fylder i hverdagen. Her kan en rolig, fagligt stærk sundhedsplejerske gøre en enorm forskel. Både ved at lytte, vejlede og give helt konkrete redskaber til, hvordan man støtter sit barn – uden at stresse sig selv. Vi skal også turde tale om, hvordan skærmbrug og alkohol foran små børn påvirker tilknytningen – og hjælpe forældre med at være mere til stede, så barnet oplever, at verden er tryg.

I de første år har barnet brug for voksne, der er stabile og gentagende. Ikke perfekte. Bare nærværende. De voksne skal kunne aflæse barnets behov, og hjælpe det med at regulere følelser, der er for store til den lille krop. Det er sådan, tryg tilknytning skabes – og tryg tilknytning er noget af det mest beskyttende, et barn kan få med sig i livet.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor mange børn én voksen har ansvar for. For selv den mest omsorgsfulde pædagog kan ikke nå alt, hvis der er for mange små børn, der alle har brug for hjælp samtidig. Det handler ikke om at være sød – det handler om at have mulighed for at være til stede. Derfor skal vi turde tale om normeringer.

I Gentofte Kommune har vi i dag i gennemsnit 1 voksen pr. 2,9 børn i vuggestuen. Det er bedre end det nationale minimumskrav på 1 voksen til 3 børn – men vi kan og skal gøre det endnu bedre. For bag det tal gemmer sig både ledere, pædagogiske konsulenter, sygdom og ferie. Når alle regnes med, ser det pænt ud på papiret – men virkeligheden i vuggestuen kan stadig være presset. Og det er de voksne omkring barnet, der afgør, hvordan barnet oplever sin dag.

Vi skal skabe mere ro, mere tid, mere nærvær. Og det kræver flere hænder. Vi skal ansætte flere unge i fritidsjob og invitere flere pensionister ind i institutionerne et par dage om ugen. For børn har ikke kun brug for faglighed – de har brug for opmærksomhed, tilstedeværelse og varme. Og dem er der heldigvis mange i samfundet, der kan og vil give, hvis vi skaber plads til det.

Vi skal også bruge naturen aktivt. For vi ved, at udeliv beroliger nervesystemet og giver børnene bedre mulighed for at bruge deres krop, sanser og fantasi. Vi ved, at børn bliver mere rolige, mere glade og mere nysgerrige, når de får frisk luft, jord under neglene og lys i øjnene.

Hvis vi vil tage børn alvorligt, så skal vi tage deres første år alvorligt. Vi ved, hvad der virker – og vi har alt at vinde, hvis vi handler i tide. For et barn, der bliver mødt med tryghed, bliver et barn, der senere kan klare modgang, skabe sunde relationer og være en del af fællesskabet. Og det er netop det, vi som samfund har brug for.