Der er to grundlæggende problemer ved børns skærmbrug i dag. Det ene handler om, hvad de ser. Det andet handler om, hvor meget de ser.

Indholdet på de såkaldte "sociale" medier er ofte alt andet end socialt. Det er en giftig cocktail af traumatiserende videoer, urealistiske kropsidealer, grooming, mobning og trends, der udfordrer både sikkerhed, trivsel og psykisk sundhed.

Den anden store udfordring er tiden, de bruger – i gennemsnit 5,5 timer dagligt uden for skoletiden. Det er tid, der går fra lektier, sport, samvær med venner og familie, fritidsjob, søvn, refleksion og nærvær. Tiden de ikke får til at leve almindelige, naturlige, menneskelige liv.

Og lad os være ærlige: Det er ikke et frit valg. Børn og unge bliver fastholdt gennem design. Hook-modellen og andre fastholdelsesmekanismer i både spil og annonceringsplatforme gør dem afhængige – nøjagtig som hjerneslik – og fratager dem friheden til selv at vælge. Og det er ikke kun børn. Vi voksne er fanget i det samme.

Derfor skal vi i Gentofte kommune tage ansvar. Ikke med løftede pegefingre, men med politisk mod og omsorg for næste generation.

Jeg foreslår, at vi går tre veje:

Vi bakker op om de skoler, der vælger en analog vej – som Tranegårdsskolen, hvor mobiltelefoner er ude af klasseværelset, og undervisningen er skærmfri, medmindre det er fagligt nødvendigt. Erfaringerne herfra viser forbedret nærvær, koncentration og trivsel. Det bør inspirere bredt. Og vi bør støtte op med langt flere analoge midler.

Vi støtter og klæder forældre på. Mange ønsker at hjælpe deres børn, men aner ikke hvordan. Vi skal udbrede viden om digital sundhed og give konkrete værktøjer til at skabe sunde skærmvaner.

Det handler om at hjælpe familier med at indgå aftaler og stå sammen – og vide, at man ikke er alene i kampen mod Silicon Valleys milliarddesignede afhængighedsmaskiner.Vi kalder tingene ved deres rette navn. Lad os være de første i landet til konsekvent at droppe betegnelsen “sociale medier”. Det er ikke sociale medier – det er vanedannende annonceplatforme. Og det skal både børn, forældre og fagpersoner kende forskel på.

Vi skal også turde tale om gaming. For mens nogle børn spiller med vennerne og hygger sig, er alt for mange blevet erstattet af deres egen avatar. I dag har kun 40% af 11-årige fysiske legeaftaler – mod 70% i 2009. Det er en advarsel, vi ikke må ignorere. Og det er ikke fordi børnene ikke vil lege – det er fordi spil og platforme er bygget til at fastholde og overtage.

Endelig: Aula. Det er ikke min største mærkesag, men jeg mener, vi bør lukke den. Vi kan ikke bede børn om at være skærmfrie, hvis vi samtidig gør hele skole-hjem-samarbejdet afhængigt af en app. Der findes andre løsninger – fysisk lektiebog, direkte kontakt og klar kommunikation – som både aflaster lærerne og frigør familiernes opmærksomhed til det, der betyder noget.

Vi skal ikke være for eller imod teknologi. Vi skal være for børns trivsel og frihed. Det er dét, digital sundhed handler om.

Lad os gå forrest.