Bedre normeringer
Når vi taler om kvalitet i dagtilbud og skoler, kommer samtalen ofte til at handle om systemer, tal og modeller. Men for børn er kvalitet noget helt andet.
Når der er underskud i hverdagen, viser det sig hurtigt. Pædagoger presses væk fra deres faglighed og får mindre tid til relationer. Forældre mister trygheden. Børn savner nærvær.
Kvalitet opstår, når hverdagen hænger sammen, og når faglig dømmekraft får plads. Det kræver, at vi undgår at detailstyre dagtilbuddene med centrale krav og skemaer, der ikke tager højde for lokale forskelle. Børnegrupper er forskellige. Institutioner er forskellige. Derfor skal løsningerne også kunne være det.
Den pædagogiske faglighed er rygraden i vores dagtilbud. Det er pædagogerne, der sætter retning, skaber struktur og sikrer, at børn mødes med tryghed og professionalisme. Samtidig ved vi, at flere voksne kan bidrage positivt i hverdagen, når de introduceres ordentligt og arbejder inden for en klar faglig ramme. Det handler ikke om enten-eller, men om at finde den rette balance.
Derfor skal
ansvaret placeres dér, hvor hverdagen kendes bedst: hos den pædagogiske leder.
Hos den, der kender børnene, medarbejderne og institutionens konkrete behov –
og som har forudsætningerne for at vurdere balancen mellem uddannet faglighed
og flere nærværende voksne.
Som psykolog ved jeg, at børn ikke kan regulere sig selv, hvis omgivelserne ikke kan. Som økonom ved jeg, at tidlig indsats og kvalitet i hverdagen er den mest ansvarlige investering, vi kan foretage både menneskeligt og samfundsmæssigt. Dette illustreres så fint af Heckmann kurven under her.
Børn har ikke brug for systemer, der ser ens ud overalt. De har brug for kvalitet, der kan mærkes. For alle børn fortjener en god start på livet.
Heckmann-kurven.