Skærm de unge hjerner
Der er to helt grundlæggende problemer ved børns skærmbrug i dag: Hvad de ser, og hvor meget de ser.
Indholdet på de såkaldte sociale medier er ofte alt andet end socialt. Det er en giftig cocktail af traumatiserende videoer, urealistiske kropsidealer, grooming, mobning og trends, der udfordrer både sikkerhed, trivsel og psykisk sundhed.
Den anden store udfordring er tiden, de bruger. I gennemsnit 5,5 timer dagligt uden for skoletiden.
Det er tid, der går fra lektier, sport, samvær med venner og familie, fritidsjob, søvn, refleksion og nærvær. Tid, de ikke får til at leve almindelige, naturlige, menneskelige liv.
Og lad os være ærlige: Det er ikke et frit valg. Børn og unge bliver fastholdt gennem design. Hook-modellen og andre fastholdelsesmekanismer i både spil og annonceplatforme gør dem afhængige – som en slags hjerneslik – og fratager dem friheden til selv at vælge. Og det er ikke kun børn. Vi voksne er fanget i det samme.
Derfor skal vi i Danmark tage ansvar. Ikke med løftede pegefingre, men med politisk mod og omsorg for næste generation.
Jeg foreslår de første tre skridt
1. Vi bakker op om de skoler, der vælger en analog vej – som Skt. Joseph Søstrenes Skole, hvor hverken børn eller voksne må medbringe en smartphone på matriklen. Eller som Tranegårdsskolen, hvor mobiltelefoner er ude af klasseværelset, og undervisningen er skærmfri, medmindre det er fagligt nødvendigt. Erfaringerne viser forbedret nærvær, koncentration og trivsel. Det bør inspirere bredt, og vi bør støtte op med langt flere analoge midler.
2. Vi støtter og klæder forældre på. Mange ønsker at hjælpe deres børn, men aner ikke hvordan. Vi skal udbrede viden om digital sundhed og give konkrete værktøjer til at skabe sunde skærmvaner. Og vi skal turde sige det tydeligt: Rammer og regler gør børn trygge. Det er kærlighed at insistere på noget, de kæmper imod. Ligesom vi gør med tandbørstning og solcreme.
3. Vi kalder tingene ved deres rette navn. Lad os droppe betegnelsen “sociale medier”. Det er vanedannende annonceplatforme, og det skal børn, forældre og fagpersoner kende forskellen på.
Samtidig kan vi ikke bede børn om at være skærmfrie, hvis vi samtidig gør hele skole-hjem-samarbejdet afhængigt af en app. Der findes andre løsninger – fysisk lektiebog, direkte kontakt og klar kommunikation – som både aflaster lærerne og frigør familiernes opmærksomhed til det, der betyder noget.
Gaming må heller ikke blive et blind spot. For mens nogle børn spiller med vennerne og hygger sig, er alt for mange blevet erstattet af deres egen avatar. I dag har kun 40 procent af 11-årige fysiske legeaftaler. I 2009 var tallet 70 procent.
Vi skal ikke være for eller imod teknologi. Vi skal være for børns trivsel og frihed. Vi skal skabe rammer, som gør, at børn kan udfolde sig i det virkelige liv med leg, fordybelse, nærvær, knubs og kærlige blikke. Det er dét, digital sundhed handler om.
Lad os gå forrest.