Marie Brixtofte

Kandidat til Folketinget i Københavns Omegns Storkreds

Magten ud lokalt

Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg har lært noget i min tid som kommunalpolitiker, som alt for få på Christiansborg tager alvorligt: Der er en grænse for, hvor meget man kan detailstyre et land fra en lovtekst.

I dag er der for mange benspænd, der gør det unødigt svært at lave virkelige forbedringer tæt på borgerne.

Marie Brixtofte

Det frustrerer mig – især når det går ud over børn og unge. Hvis en skole gerne vil eksperimentere med senere mødetid, en kortere skoledag eller en anderledes tilrettelæggelse af undervisningen, kan den alt for sjældent få lov. Ikke fordi det er en dårlig idé lokalt – men fordi reglerne centralt er skruet sammen, så man ikke kan røre sig. Og når vi spænder ben for fleksibilitet, spænder vi også ben for trivsel.

Decentralisering handler for mig ikke om “mindre stat for enhver pris”. Det handler om frihed og ansvar dér, hvor hverdagen faktisk leves. Om at give dygtige fagfolk og lokale beslutningstagere mere plads til at bruge deres dømmekraft – og mindre tid på at dokumentere og forklare sig for systemet.

Samtidig skal vi være ærlige: Noget skal besluttes nationalt. Men vi skal blive meget bedre til at skelne mellem det, der kræver fælles regler – og det, der bør løses lokalt.

Mit mål er enkelt: Mere frihed til kommuner og skoler. Færre benspænd. Mere handlekraft. Så vi kan lave løsninger, der virker i virkeligheden – ikke bare på papiret.