Marie Brixtofte

Kandidat til Folketinget i Københavns Omegns Storkreds

Unge på plejehjem

Jeg mener, at vi skal lave en samlet landsdækkende indsats med kommunerne for at oprette fritidsjob, ungejobs og spirejobs på plejehjem, som de unge faktisk vælger.

Opgaverne kan lette hverdagen for personalet uden at erstatte fagligheden.

For eksempel ved at stable plejeartikler, gøre rent eller tage en sommertur på en tricykel med et par ældre mennesker. Det giver ansvar, erfaring og mening og måske endda hjælp til lektierne af nogen, der har levet lidt længere.

Marie Brixtofte

Alle generationer har noget at byde ind med. Vi skal bare få det til at ske, og det behøver ikke koste statskassen milliarder eller skabe mere administrativt bøvl.

I dag står omkring 45.000 unge uden job eller uddannelse. Mange har ikke brug for et nyt system, men for en enkel indgang til arbejdsfællesskabet. Her kan plejehjem være netop den indgang, og jeg står gerne i spidsen for den indsats.

Et andet initiativ, der skaber et mere sammenhængende samfund på tværs af generationer, er Drømmeløberne, som også understreger, hvor meget værdi der ligger uden for regnearkene og den statslige kontrol.

Jeg har selv været drømmeløber for en ældre herre, der ønskede sig en sejltur. De ældre skriver deres drømme; en køretur, en hund på besøg, en indkøbstur eller bare selskab, og vi andre kan melde os og gøre dem til virkelighed.

Initiativet koster nul skattekroner, men har enorm værdi. Derfor vil jeg gerne bruge et minimum af skattekroner på at få ordningen startet op i alle landets kommuner – og derefter give slip og lade den leve af sig selv.

Næste skridt er at tænke det intergenerationelle ind i vores fysiske rammer. Når vi bygger nyt, skal børnehaver langt oftere placeres tæt på eller i samme bygning som plejehjem. Små møder i hverdagen mellem børn og ældre skaber tryghed, liv og genkendelse for begge. Vi andre kan hente unger og lige stoppe efter en kop kaffe med de ældre mennesker. Dem, der lagde fundamentet for vores velfærdssamfund. Det er ikke blødt. Det er klogt. Vi skal bare i gang.

Jeg tror på, at de her forslag er indgangen til noget større. Et samfund, hvor generationerne ikke lever parallelt, men sammen. Hvor værdi skabes i relationer – ikke kun i systemer. Jeg kalder min vision for det intergenerationelle samfund, og jeg tror fuldt og fast på, at det er vores stærkeste modgift mod ensomhed i alle aldre.